lidt billeder

Katrines foraeldre har sendt lidt penge ned til hende, som hun kunne kobe bleer for til Aisha, saa det havde hun gjort og i onsdags tog vi dem med paa Aisha, og provede de nye bleer paa babyerne :) - er de ikke sode. nu vi er ved de sode, kan jeg lige fortaelle den seneste meget triste nyhed - eller den er ikke tristr for babyerne, men trist for os piger. 5 ud af 8 babyer blev adopteret i lobet af weekenden - inkl. min yndlingsbaby Divine Favour som jeg selv gik med smaa urealistiske dromme om at adoptere. og saa er der nogen der gor det lige for naesen af mig :( og vi har ikke engang faaet en chance for at sige farvel til babyerne. det er virkelig frygteligt. men selvfolgelig er det rigtig rigtig dejligt for bornene at de har faaet en familie. Idag har vaeret vores sidste arbejdsdag paa model school. det er virkelig trist. bornene var virkelig kaere og man naaede lige praecis at komme til at holde af dem, og saa skal vi forlade dem. ov. men her er alle bornene (dem som vi havde noget med at gore), laererne og mig :)

Tiende weekend: Dogon Dutse, bryllup og nigeriansk aftensmad.

Ja denne weekend byder som overskriften siger på endnu et bryllup. Dette var dog ikke en hel så stor sag som første gang vi skulle til bryllup. Vi gad faktisk ikke rigtig. For det første havde vi jo set hvordan et nigeriansk bryllup foregår, så det var ikke helt så spændende som første gang. For det andet anede vi overhovedet ikke hvem dem der skulle giftes var. Vi havde fået at vide at manden hed Thomas og at han engang havde lavet et eller andet i forbindelse med Reach Out eller AYPAD. Måske en tidligere chauffør?! Vi har aldrig rigtig fundet ud af hvem han egentlig var. Men det var altså ikke et så interessant bryllup som første gang – det var dog meget sjovt da presenningen faldt af en af pavillonerne. Brylluppet blev nemlig hold udenfor og det blæste ret meget :) men vi gik op og satte os i skyggen af bilen og spillede et spil partners mens vi ventede på at brylluppet skulle slutte. Vi var kun med til receptionen så før brylluppet var vi ude og besøge Dogon Dutse, som er et gæstehjem her i Jos der blev startet af danske missionærer i 1939, og mange af de danskere der kommer til Jos, bor på dette gæstehjem. Det var et flot sted med en meget dansk opholdsstue med danske bøger – der var endda ”de små synger”. Så vi fik lidt tid til at gå med at synge gode gamle børnesange :) og kokken på stedet laver meget dansk mad, så vi fik sandelig drømmekage og småkager :) mums. Søndag var det nigerianernes tur til at lave et nigeriansk måltid til aftensmad, ligesom vi lavede frikadeller og kartoffelsalat for nogle uger siden. De havde gjort en herlig aften ud af det hvor vi danskere skulle være klædt ud som nigerianske mænd, og nigerianerne var klædt ud som rigtige nigerianske kvinder, med krigsmaling i hovedet og det hele :) og så skulle de servere for os og det hele. Vi spiste selvfølgelig på gulvet, og det startede med at der blev sendt en skål rund med noget grød-værk lavet af ris og peanut-mælk, hvor vi alle skulle smage en skefuld. Derefter serverede vores nigerianske kvinder en kop fuld med dette grod og nogle friturestegte klumper lavet af moste bonner. Det smagte faktisk helt godt. Derefter skulle vi saa have chili-suppe. Man kunne enten vaelge det me oksekod eller gedekod – jeg hoppede ud i gedekodet ;) men er du vimmer hvor var det staerkt manner. Puha, jeg folte at jeg kunne spy ild, hehe. Det var godt nok staerkt – og havde det ikke vaeret for os danskere havde de maaske puttet 10 gange saa meget chili i. Puha puha. Men det smagte rigtig godt, og gedekodet var ogsaa rigtig laekkert. Saa nu har vi ogsaa provet det :) Saadan fik vi tiden til brylluppet til at gaa :) Fantastisk at finde danske boger paa Dogon Dutse :) Saa er vi alle klaedt ud og klar paa en herlig nigeriansk aften :)

Bjergbestigning og 50+

Torsdag var vi på bjergbestigning. Eller det var mere en bunke kæmpe klippe-sten der var smidt oven på hinanden - det lignede virkelig noget der kunne brase sammen hvornår det skulle være. Så vi kravlede egentlig ikke op af bjerget, men inden i bjerget. Gennem smalle sprækker og ned på maven og kravle for at komme igennem nogle steder osv. Det var lidt sindssygt nogle gange, og man fik lidt klaustrofobi nogle gange. Nogle gange stod man på en sten, mellem to klippeblokke, og kunne bare kigge ned og vide at hvis stenen faldt ned, så ville der ikke være mange ubrækkede knogler tilbage i kroppen. Men det var fedt :) Og da vi så kom til toppen, havde vi så hjemmefra medbragt spraymaling, og så skulle vi skrive ”RO7 - stars from heaven” på klippevæggen :) og det var lidt fedt for alle de andre Reach Out-hold havde også været der oppe så der var spraymalet fra ”RO2” til ”RO6”. Og det var endda mig der fik æren af at spraymale :) så det var alle tiders. Lørdag da vi kom hjem fra vores markedstur, fik vi lidt af et chok; der sad sandelig 7 gamle mennesker i vores sofaer og drak sodavand. Vi fandt så ud af at Sudanmission har arrangeret et projekt de kalder 50+, som er for bl.a. pensionister, der kan betale 12.500 kr. og så kan de komme til Nigeria som volontører i 1 måned. Så de ankom i torsdags og ville da lige kigge forbi og besøge os :) de skal bl.a. hjælpe med at bygge nogle huse hernede. Og friske som de er, havde de sørget for at få en cement-blandingsmaskine med i flyet :) så de skal rigtig i gang hernede. Det var herligt at have besøg af dem og snakke lidt med nogle danskere :) - så kommer man helt til at savne sine bedsteforældre :) Her er det bjerg vi besteg. Shere-hills hed det. Saa fik vi sat vores maerke paa Shere-hills :) Her har vi det friske hold 50+ :)

Denne uges mad-oplevelser

Mad er et stort emne mellem os danskere hernede. Det har det været hele tiden, men nu hvor leverpostejsmaderne og de store bøffer nærmer sig, så bliver der kun snakket mere og mere om mad. Vi starter torsdag aften hvor vi skulle have slimy til aftensmad (se billede), men der reddede vi lige aftensmaden med at købe en masse ananaser og en kanelsnegl i en god bager vi har fundet :) så sådan kan man klare den. Lørdag valgte vi så simpelthen at spise ud. det sted hvor de sælger kanelsnegle er nemlig både en bager og et cafeteria, og vi har fået deres mad anbefalet af mange danskere der har været hernede, så det tænkte vi at det måtte vi da hellere prøve. Og det var sandelig også noget af en oplevelse. det var som at træde ind i en hel anden verden. Pga. de - for de fleste nigerianere - høje priser, var der flest hvide inde i cafeteriet. Og det var jo i sig selv helt vildt at se så mange danskere samlet på et sted. Men at vi så sætter os ned, og der så rent faktisk kommer en tjener hen til os med menukort, og vender tilbage 2 min efter og tager imod vores bestilling - uha, det er længe siden vi har prøvet det. men vi fik bestilt burgere og pommes frites (se billede), og neej hvor var det helt ubeskriveligt godt. Og det var uden tvivl første gang i 2 mdr. at vi fik så meget kød på en gang - der var sandelig en hel bøf :) fantastisk. Men det mest fantastiske var næsten at der var et pænt og rent toilet, sandelig med træk-og-slip og vand i vandhanerne. Eej men det var helt fantastisk. Søndag var det så bl.a. min tur til at hjælpe med aftensmaden, og vi skulle den dag have pandekager. Der må jeg indrømme at jeg drømte mig hjem til vores danske køkken. Der var for det første langt fra nok kød eller nok salat til 17 mennesker. Og den første portion pandekager var langt fra nok, så vi måtte lave noget mere dej. Jeg stod og lavede pandekager i 3½ time. Og midt i det hele går strømmen selvfølgelig. Og saa snart det bliver morkt kommer kakerlakkerne frem, saa der stod jeg og lavede pandekager i morke med KAEMPE kakerlakker rendende rundt. Nigeria og jeg var ikke de bedste venner lige på det tidspunkt. Men heldigvis kunne nigerianerne ikke lide pandekager, så der var rigeligt til os danskere :) Mandag får vi så et dejligt positivt chok. Vi kom hjem fra arbejde, og vil som sædvanlig lige gå ned i køkkenet og sige hej til Eunice og se hvad der er til frokost, og der står sandelig vores kok Kelvin. Han har været i DK den sidste måned med sit band, og der før var han syg, så vi har næsten ikke haft ham her i villaen. Men nu er han endelig tilbage, og han gjorde en fremragende tilbagekomst med at servere intet mindre end frikadeller, ris og karrysovs for os. Uuh vi er glade for at have Kelvin tilbage i huset :) Og saa har jeg sandelig spist en graeshoppe. De smagte faktisk ikke helt slemt. Heldigvis var de godt krydret :) Ja det er saa saadan slimy ser ud mmm, burger med pommes :)

Lidt ekstra billeder :)

er de ikke sode:) fire af babyerne paa Aisha Naar vi skal arbejde paa Aisha, og babyerne graeder, jamen saa smaekker vi dem da bare op paa ryggen paa sand nigeriansk maner :) Ja ja det kan sandelig godt lade sig gore at faa laekkerier hernede :) Eunice laver jaevnligt hjemmebagt brod, saa kan det godt vaere et glas nutella koster 50 kr hernede, men tilgengaeld er bananerne billige :)

Arbejde på Model School

I sidste uge begyndte vi på de nye arbejdspladser, sådan at vi nu også kan arbejde på skoler hvis vi vil. Jeg har valgt at beholde mit arbejde på spædbørnehjemmet Aisha, og har så valgt at udskifte det andet børnehjem med en handicap-skole, Model School. Børnene er delt op i døve og handicappede som har svært ved at lære. Der er bl.a. mongoler, autister, damp-børn osv. Det er rigtig spændende at arbejde der, men det kræver godt nok også noget tålmodighed. De er godt nok besværlige nogle af dem, og de slår hinanden utrolig meget og sådan. Problemet med skolen er at børnene er på enormt forskellige niveauer; der er nogen som næsten ikke engang ved hvordan de skal hold en blyant i hånden og så er der nogen som faktisk kan regne regnestykker osv. Men det er jo fordi de er i mangel af lærere. Men nu hvor vi er der til at kunne hjælpe skal vi have dem delt op i hold efter niveau, så det bliver lidt spændende at se hvordan det kommer til at gå. Det koster 300 kr. for forældrene at have deres børn i skolen pr. år. Men mange familier har ikke råd. Heldigvis prøver lederen af skolen så vidt det er muligt at beholde børnene i skolen, selvom de ikke kan betale. De skal hver have 25 øre med til mad, men mange af børnene kommer fra så fattige familier, at de ikke har nogen penge med, og derfor ikke får noget mad. Nenrot, lederen af skolen, fortalte os også at mange forældre gider ikke bruge penge på deres handicappede barn skolegang, da de ikke ser nogen fremtid i de handicappede børn, og bruger derfor hellere pengene på deres andre børn. Familier med handicappede børn får ikke som i DK hjælp fra kommunen, men må klare det hele selv. Jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang med arbejdet, og forhåbentlig gøre fremskridt med børnene :) Lige et par billeder fra Model School :)

Ottende weekend: Nigeriansk bryllup

Så er en af denne turs højdepunkter overstået: det nigerianske bryllup mellem Anita og Gozie, som er en af AYPAD’s (den nigerianske organisation vi arbejder for) chauffører. Uuh, det har vi set frem til længe. Og det var sandelig også noget af en oplevelse – jeg skal prøve at beskrive det så kort som muligt :) for det første har vi jo fået vores fine uniformer, så alle der har noget med Reach Out og AYPAD at gøre, havde tøj på i samme stof. Selvfølgelig skulle de vælge de grimmeste stof der absolut kunne findes: giraf-stof (se billeder). Brylluppet startede i kirken kl. 10, og på sand nigeriansk maner forlod vi villaen kl. 10.15. Så det var jo alle tiders. Da vi ankom var Anita ved at læse et stykke af bibelen højt. Så var der lidt taler og så vielsen, hvor de først skulle give hinanden højre hånd og sige ”yes, i will” to gange hver. Kunne ikke helt høre hvad præsten spurgte om, men tror det var noget ”vil i elske hinanden i medgang og modgang”-agtigt-noget. Så skulle de så give hinanden ring på, og det foregik lidt specielt. Gozie holdte Anitas hånd op med den ene hånd, og holdte ringen op med den anden hånd, og så sagde puttede han ringen på fingerspidsen af tommelfingeren mens han sagde ”in the name of the father…”, puttede ringen på fingerspidsen af pegefingeren mens han sagde ”…the son…”, puttede ringen på fingerspidsen af langfingeren og sagde ”…and the holy spirit” og puttede så endelig ringen på ringfingeren mens han sagde ”Amen”, og så klappede alle og piftede og alt muligt :) og så gjorde Anita det samme ved Gozie. Så skulle Gozie tage sløret af Anita, og det skete også under store klapsalver og tilråb :) så var der ofring, som altid foregår under sang og dans, og så skulle de underskrive noget – går ud fra det er en slags ægtepagt. Parret, præsten og to vidner skulle underskrive. Efter vielsen var der fotografering og så rykkede vi videre til receptionen hvor brudeparret efter lang ventetid endelig ankom. Deres entre foregik på den måde at vi i giraf-tøj gik forrest ind i en række, dansende og syngende til en fantastisk god nigeriansk sang, og bag os kom brudeparret så dansende ind. Sådan burde vi også gøre i DK :) det var rigtig fedt. En anden tradition vi absolut også burde adoptere er den tradition der går ud på at smide penge på brudeparret. Folk står bare og kaster 20 neria-sedler (1 kr.) og 50 neria-sedler (2,5 kr.) på brudeparret. Folk stod simpelthen med kæmpe bunker af pengesedler som de bare smed rundt med. De skar bryllupskage og madede hinanden ligesom i DK, så blev der delt små flamingo-æsker med ris og en mundfuld kød rundt – det var dog ikke alle der fik - og der blev delt et lille bid bryllupskage rundt, hvilket uden overdrivelse var den dårligste kage jeg i mit liv har smagt; den var tør som sand og var total brændt på. Til sidst skulle man gå op til brudeparret og give sin gave, og til gengæld fik man en lille plastictallerken hvor der bag på stod tak for deltagelse i deres bryllup, eller en lille blok papir med billede af brudeparret – tror det er lidt ligesom vi udsender takkekort. Festen sluttede kl. 17 med at Gozie sagde tak for gaverne og tak for at vi kom. Det var en super dag, og rigtig fedt at opleve et nigeriansk bryllup, men jeg er nu glad for at jeg skal have et dansk bryllup :) et billede af alle os RO7 klar til bryllup i vores giraf-kjoler :) Et billede af mig i min fine kjole :) Et billede af det smukke brudepar :) Der blev skaaret bryllupskage ganske som i DK - bortset fra at kagen var ubeskrivelig daarlig, hehe

Lidt flere billeder :)

Vi brugte fredag eftermiddag paa at lege forskellige lege, bl.a. "aah Susanne" :) Her er et billede af det omtalte bibelvers i fitness-centeret: Her er vi godt igang med at motionere :) Et billede fra vores skonne picnic :) Et dejligt besog hos det danske missionaerpar :) mmm, laekre boller og kager :-) Et billede fra et af vores utallige spil Partners - ved ikke hvad vi skulle have gjort hvis vi ikke havde det spil med :) Ja ja, jeg er skam ved at blive helt nigeriansk :)

Syvende weekend: fitness, hicking og missionær-besøg

Lørdag d. 4 oktober startede med morgenmad kl. 7, og derefter en tur til et fitnesscenter. Det er et helt ok center med basketballbane og volleyballbane udenfor og badmintonbane, aerobic-rum og fitness-rum indenfor. Maskinerne i fitness-rummet lignede faktisk dansk standard, men nogle af maskinerne var gået lidt i stykker og så var der altså ikke helt ligeså mange som i et dansk center. De fleste af os tilbragte det meste af tiden i aerobic-rummet, hvor der rundt omkring hang bibelvers der havde noget med motion og Gud at gøre, bl.a. ”exercise yourself towards godliness”, og det eneste musik der var at lave aerobic til var lovsang. Så nu har vi også prøvet det :) Den første time var der en mand som skulle forestille at være aerobic-instruktør, men det var godt nok ikke efter dansk standard. Øvelserne var egentlig gode nok, men hvor man i DK ville have lavet hver øvelse 25 gange, lavede han dem 5 gange, og hver gang vi havde lavet en øvelse sagde han ”relax it, relax it”, og virkede til at han tænkte at vi da var alt for vilde. Normalt skal man jo helst ikke stå stille i aerobic, men her skulle vi hele tiden slappe af – vi fandt så også ud af at nigerianerne godt nok har en dårlig kondi. Så vi skulle endelig ikke overanstrenge os :) men den sidste time, tog vi selv over og lavede vores egen aerobic og kom rigtig til at svede og har i dag (mandag) stadig ondt i vores muskler :) Da vi kom hjem lagde vi os ud i solen, da frokosten var klar pakkede vi bilen og så tog vi på picnic i et rigtig smukt område hvor vi fandt en klippe i skyggen af et stort træ og spiste vores frokost, havde bibeltime, og fik en lille middagslur. SKØN lørdag :) Søndag eftermiddag skulle vi hjem og besøge et dansk missionærpar som bor her i nærheden og som har boet her i snart 5 år. Det var helt fantastisk at komme hjem til dem, med deres grønne friske græsplæne (sjældent syn hernede), deres køkken som næsten lignede et dansk køkken, og et køkkenbord proppet med boller med smør, kage, småkager og sodavand, som vi sad ude i haven i skyggen af et stort træ og nød. Eej men det var så fantastisk. Bare sådan en ting som smør har vi ikke set skyggen af i 1½ mdr. Og bare at se deres lille danske 6-årige dreng rende rundt og lege i træet – altså at se en hvid dreng, det var fantastisk. Og det var så hyggeligt at sidde og snakke med dem og høre om deres liv hernede, og dele erfaringer om hvor skøre nigerianerne kan være. Så det var endnu en skøn weekend i Nigeria :)

Status

Ting jeg virkelig er begyndt at glæde mig til at komme hjem til, og som får 1½ måned til at virke som længe: • En stor saftig godt marineret bøf • Jævne veje, med et ordentlig trafiksystem • Frisk luft fri for bilos og stank fra diverse affaldsafbrændinger • JUL :-) med alt hvad det inkluderer at tv-julekalendere, chokolade-julekalendere, gaver, juleslik, julefrokoster, and og flæskesteg, julemusik, julepynt, julehygge osv. osv. osv. • Et køleskab der altid er strøm på og altid indeholder et eller andet jeg gider spise (en leverpostejmad vil uden tvivl blive værdsat mere efter en tur til Nigeria) Ting jeg ikke glæder mig til at komme hjem til, og som giver mig lyst til at blive i Nigeria: • Det kolde, triste danske november-vejr • De ekstremt høje priser på alt (man vænner sig hurtigt til at en skræddersyet kjole i alt koster 100 kr. og at en tur i fitnesscenter koster 2,5 kr.) • Stress og jag – mange har så travlt at de helt glemmer at nyde livet. • At jeg ikke længere skal bo i hus med disse fantastiske mennesker – især de 6 danske piger kommer jeg til at savne at bo og dele min hverdag med.

Religion

Noget man i hvert fald ikke kan undgå at ligge mærke til hos nigerianerne er deres enormt stærke tro. Den er så meget mere åbenlys end den er i Danmark. De har simpelthen Gud med i hvert eneste aspekt af deres liv. På mange områder kunne vi helt sikkert lære noget af nigerianerne. Det er fint at tro er en personlig sag, men det ville ikke skade at den sad lidt mere uden på tøjet end det generelt er tilfældet med kristne danskere. Vi kunne lære meget af deres store fællesskab, af deres totale tillid til Gud – til at han vil besvare deres bønner, heale syge osv., deres store taknemmelighed over alt hvad Gud har givet og deres evne til altid at prioritere Gud rigtig højt og altid sætte tid af til at bede og mange andre ting. Vi kunne uden tvivl lære rigtig meget. Men når det så er sagt, så er det heller ikke alt jeg lige forstår, og jeg må indrømme jeg nogen gange tænker ”tag lige en slapper”. Deres måde at tro på er så anderledes end vores, det er meget svært at beskrive helt hvordan, men vi danskere har snakket om at man næsten kan komme til at tænke ”er det overhovedet den samme Gud vi tror på?” – men det er det selvfølgelig, det foregår bare på så forskellige måder. Som sagt har de Gud med i ALLE aspekter af deres liv. I fitnesscenteret hænger der fire bibelvers i aerobic-rummet, bl.a. ”Excercise yourself towards godliness” og andre. Og det eneste musik de havde var lovsang. Derudover beder de virkelig konstant – og det er jo ikke fordi det ikke er godt at bede, men det er bare så meget mere end vi gør i DK, så vi danskere ind imellem tænker ”er det virkelig nødvendigt at bede IGEN”. Og så er der jo det med at de hernede tager drømme meget seriøst. De mener at drømmene er Guds måde at advare folk på, sådan at når det man drømte sker i virkeligheden (hvilket de mener at det næsten altid gør), så kan de forhindre tingene i at ske. En af nigerianerne har to gange været så nervøs over en drøm hun havde haft at hun ville snakke med os andre om det og have os til at bede for det. Det er vildt underligt for os, som jo slet ikke tager drømme som noget særligt, men bare som underbevidstheden der har gang i alt muligt underligt. Og de tror også på at djævelen kan vise sig i alle mulige underlige former, f.eks. som skikkelser uden ansigter, og skikkelser der kan svæve over jorden og kæmper osv. Det er bare så langt ude for os, og jeg må indrømme at jeg har svært ved at tage det seriøst i den grad som de gør det. Derudover er der på mange biler og lastbiler malet ting som ”Jesus is lord”, ”Power of God” osv. og hvis lille Tomour lige er lidt for meget oppe at køre kan mor Eunice finde på at sige ”cool down for jesus” :) og når nogen har fødselsdag og kagen skal skæres for skal vi stave til Jesus, og når vi alle råber ”JESUS”, må fødselaren skære kagen. Så der er virkelig stort set ingen områder af deres liv hvor de ikke har Gud med i, og som sagt kan vi lære meget, men jeg må også indrømme at jeg på mange områder har det ok med at tro på nogle områder er en privat sag.

Lidt flere billeder :)

Her er et billede af mig i den kjole som jeg har faaet syet hernede. stof + syning af kjolen kostede ca. 100 kr. Den er som i kan se hel lang og daekker skuldrene - saa kan jeg nemlig bruge den i kirke hernede. Her er min absolutte yndlingsbaby fra spaedbornehjemmet Aisha; lille Divine Favour. jeg havde taget hende med hjem uden at tvivle hvis jeg kunne. Her er vi allesammen, paa hicking vores tredje weekend i Nigeria. fra venstre: Pernille, Agnes, Maja J., Nanna, Maja F., Ruthie, Lena, Nanko, Katrine, Ruth, mig, Faith, Soren og Vic(toria) Her er et billede fra sidste weekend (femte weekend) hvor vi var i Jos wildlife Park Her er et billede fra denne weekends hicking - jamen er det ikke smukt?! ikke ligefrem noget man kan finde i DK... Sondag aften bod paa frikadeller og kartoffelsalat :-) smukt syn... hehe.

endelig lidt billeder fra Nigeria :)

Nu er det sandelig lykkedes mig at ligge lidt billeder ind :) Her har vi forst et billede af mig med afrikaner-fletninger :) Her har vi saa et billede af vores vaertspar Chris og Eunice Her har vi saa min partner Faith - ganske sod pige :) men hun er kun 17 aar og det kan til tider maerkes... her har vi mig og Chris og Eunice's bedaarende 6 mdr gamle datter Loretta :) her er Chris og Eunice's anden datter, 3 1/2 aarige Tomour - min nye legekammerat :)

Midtvejsevaluering

I dag er halvdelen af vores tid i Nigeria gået, og der er nu kun 1½ måned til jeg vender snuden mod DK. En lille evaluering over forløbet må siges at give et nogenlunde resultat.

Positivt:

• vi har endnu ikke haft nogen seriøs sygdomme – normalt er der altid et par stykker pr. hold der går ned med malaria, men ingen af os har haft noget, højest lidt ondt i maven.
• Vi har endnu ikke haft nogen store intriger eller skænderier der ikke kunne løses. Alt i alt er vi gode til at snakke om tingene, og få det ud af verden inden det hober sig op.
• I Nigeria er der fest og glade dage stort set hver dag. Musikken kører på højt volumen i bussen til og fra arbejde, stereoanlægget i villaen er aldrig slukket, og der behøves ingen speciel anledning for at tilbringe aftenen med musik os dans. Livsglæden er stor hver dag.
• For ca. 100 kr. kan du købe stof og få syet en kjole præcis som du vil have den :-)
• Solen skinner hver dag – jeg springer simpelthen Danmarks trist efterår over og har i stedet sommer i 6 mdr. i træk :)

Negativt:

· Efter 1½ måned er der endnu intet internet i villaen, og vi må nok erkende at det nok ikke når at komme til at virke. Så vi må fortsætte med netcafeen en gang om ugen.

· Solen hernede går ned omkring kl. 18.30 – tidligt i forhold til de danske somre, så man bliver tidligt træt, og må tidligt gå indenfor fordi myggene begynder at komme frem.

· Vi er endnu ikke kommet i gang med vores arbejde på kvindefængslerne, da vi ikke har penge til at starte projektet – det var ellers noget jeg havde glædet mig til. Og Det kunne heller ikke lade sig gøre at arbejde på hospitalet.

· Strømmen er her ikke hver tredje dag, så man skal sørge for at have opladet telefoner, computere, kameraer osv. Og badet disse dage må foregå i mørke.

Weekend, frikadeller og Salla

WEEKEND, FRIKADELLER OG SALLA

Vi har haft en fantastisk lille mini-efterårsferie, vi har nemlig haft fri fra fredag til og med onsdag. Mandag og tirsdag skyldes det at muslimerne afslutter Ramadan-måneden med Salla (ligesom vi afslutter julemåneden med juleaften). De tror at hvis man dør på Salla er man sikret en plads i himlen, derfor er muslimerne meget voldelige og går rundt med knive og opfører sig helt skørt og uansvarligt, så de vil simpelthen ikke have os uden for grunden, af sikkerhedsmæssige årsager. Fridagen onsdag skyldes at det er Nigerias uafhængighedsdag. Så vi har simpelthen haft en lille ferie :) lørdag var vi på hicking, og det var simpelthen en ubeskrivelig smuk tur. Vi kørte ud til en lille landsby, hvor de bor i små runde lerhytter, og gik en tur i området. Det var simpelthen så smukt. Der var bjerge overalt, kaktusser og majsmarker med majs dobbelt så høje som mig. Ikke på et tidspunkt kunne man se murstenshuse, fabrikker, biler eller nogen form for elektricitet. Det var bare natur hele vejen igennem, og det var utrolig smukt. Vi endte turen med at se en skole som nogle danskere og nigerianere i fællesskab byggede sidste sommerferie (med projektet African Adventure). Søndag var vi i kirke, heldigvis kun en 2 timers lang gudstjeneste, og stort set resten af dagen gik med at lave aftensmad, det var nemlig os danskere der skulle stå for det. vi var blevet enige om at vi ville lave frikadeller og kartoffelsalat. Desværre er det ikke sådan at man bare lige går hen i super brugsen eller til slagteren og køber noget hakket kød, klar til at lave til frikadellefars. Nej vi simpelthen et griselår, og så kunne vi så stå og skære kødstumper ag knoglen og hakke det med en kniv til fars. Puha, det var hårdt arbejder manner. Men vi fik lavet noget der absolut mindede om dansk frikadellefars, og vi fik lavet frikadellerne. Og en ting er helt sikker; aldrig i mit liv har jeg nydt frikadeller så meget. Det var så ubeskriveligt godt. Med alt det underlige mad hernede, og så få frikadeller og kartoffel (som i øvrigt også blev ganske god, selvom man ikke sådan lige kan købe creme fraiche hernede) det var simpelthen fantastisk.

Mandag gik vi efter morgenmad ud til vejen for at se muslimerne på vej til moskeen. Der var helt vildt mange mennesker på vejen, og de kørte alle i samme retning. Vejen var fuld af de knallerter de bruger til taxa’er, og de kørte ikke ligefrem ansvarligt. De kørte mega stærkt, slingede helt vildt, på nogle stod chaufføren op på sædet mens han havde hænderne på styret – total farligt. Og mange kæmpe lastbiler kom kørende med op til 100 muslimer – alle på vej til moskeen. Der hang næsten ligeså mange udenpå og under lastbilen som der var på ladet. Virkelig farligt. Det er en dag fuld af uheld – mange dør og endnu flere bliver såret. Vi brugte fridagen med at forkæle Eunice (vores værtsmor). Da vores kok i øjeblikket er i DK er det hende der hver dag slider i køkkenet for at lave god mad til os, og hun er simpelthen et fantastisk menneske, så hun fortjente forkælelse. Først og fremmest lavede vi al maden i går, så hun ikke skulle stå i køkkenet, og så fik hun fodbad, manicure, massage, ansigtsmaske og det hele. I går var også dagen hvor to danskere fra Africa in touch ankom til villaen. De skal være her i 3 uger. De blev budt velkommen med drømmekage og varm kakao – jamen altså, ubeskriveligt fantastisk, det var hvad det var :)

Tirsdag formiddag gik med at begynde på vores Reach Out-sang, og vi fik sandelig både lavet et vers og et omkvæd. resten af dagen blev tilbragt i solen - aah det er skont :)

onsdag (idag) har vi lavet videre paa vores sang, vi har nu to vers. den bliver bare god :)

ellers har vi gjort rent og vasket toj og nu sidder vi saa og bovler med det langsomme internet. mon vi naar at vende os til det inden vi skal hjem?! hmm...